Nyhedsbrev – sådan får du flere til at bide på!

13. december, 2017

Nyhedsbrev – sådan får du flere til at bide på!

Nyhedsbreve sælger. Og jo flere du sender til, desto mere kan du sælge. Få 5 gode råd til, hvordan du får flere modtagere – og beholder dem!

Råd nummer 1: Noget for noget

Du kender det selv. Hvis en virksomhed vil have din mailadresse, så må de give noget igen. Det kan være alt fra en gratis e-bog (og ja, nu kigger vi på jer, LinkedIn-typer) over VIP-aftener til medlemsrabatter og point. Tænk over, hvad du har at give igen.

Og noget for noget går naturligvis begge veje: Nyhedsbrevet er fx så integreret en del af klubber som Club Matas og Klub Sportigan, at man ikke kan afmelde sig det, uden at melde sig helt ud af klubben.

Råd nummer 2: Gør det let(te) 

Hvis du gerne vil have flere til at signe op til dit nyhedsbrev, så gør det let: I stedet for at gemme tilmeldingsformularen af vejen i bunden af din hjemmeside, så gør formularen til din helt. Der bliver skimmet rigtig meget på nettet, og det er sjældent, man  kommer helt ned i bunden af siden … Så sørg for, at din formular er tydelig før “knækket” – altså der, hvor man skal til at scrolle. Og bed ikke om flere oplysninger end højst nødvendigt – se fx vores egen formular og meld dig til, hvis du ikke allerede har gjort det.

Et godt eksempel er nyhedsbrevseksperten Christina Klitsgaard. Hun har siden weloveemails.dk, hvor forsiden simpelthen er en tilmeldingsformular. Og hopper man ikke på selv, får man ret hurtigt en pop-up med samme budskab. Der er delte meninger om pop-ups, men de virker!

Og nu vi er i gang med de lette løsninger: Sæt en reklame for nyhedsbrevet i jeres mailsignatur. Det koster absolut ingenting, men jeres mails kommer ud til rigtig mange potentielle nyhedsbrevmodtagere. (Virksomhedens medarbejdere skal selvfølgelig også abonnere, så de ved, hvad der sker.)

Til slut må du ikke glemme den gode gamle fysiske verden. Har I fysiske butikker, så lad da kunderne melde sig til, når de alligevel venter ved kassen. Har du et visitkort, så sæt en reklame på for nyhedsbrevet.

Råd nummer 3: Husk nyhedsværdien

Du har fået nogen til at tilmelde sig dit nyhedsbrev. Super! Men hvis de trykker på afmeld igen, når de 10 % rabat er indløst, er det jo et fedt. Så sørg for, at dit nyhedsbrev bliver ved at give værdi. Hint: Der er grund til, at det hedder et nyhedsbrev. Dine modtagere forventer, at du giver dem noget nyt i hver udsendelse.

Det er selvfølgelig lettere for nogle brancher end andre: Sælger du fast fashion, er der hele tiden nye kollektioner at vise frem. Sælger du et specialiseret B2B-produkt med en enkelt anvendelse, er det sværere, men ikke umuligt. Så kan du for eksempel lave en ny kundecase hver måned.

Råd nummer 4: Relevant indhold

Nyhedsværdi er vigtigt, men nyhederne skal selvfølgelig også have interesse for din modtager. Hvis dit indhold er spændende nok, melder folk sig til helt af sig selv. Det bedste eksempel finder du måske på inside.com – en side, som udelukkende tilbyder en række specialiserede nyhedsbreve. Emnerne spænder lige fra rumforskning til cannabis.

Selvom du hverken sælger rumforskning eller cannabis, kan du alligevel lære noget: Har du mange forskellige modtagere, så sørg for at lave flere nyhedsbreve eller lister. Brug fx modtagernes købshistorik til at målrette de tilbud, som de bliver præsenteret for fremover.

Er dit indhold relevant nok, så vil dine eksisterende modtagere ligefrem hjælpe dig med at udbrede det. Gør det endnu lettere for dem ved at indsætte links og ikoner til deling af indhold.

Råd nummer 5: Ikke mange modtagere for enhver pris

Mange modtagere er godt, men kun til en vis grad. Fald aldrig for fristelsen til at købe mailadresser – de er i bedste fald ubrugelige.

Du bør også jævnligt tjekke op på, om dine modtagere er aktive. Hvis de aldrig åbner dine nyhedsbreve, så er du faktisk bedre tjent med ikke at sende ud til dem. For uåbnede mails er en af de måder, som Gmail og andre webbaserede mailtjenester bruger til at vurdere, om du sender spam. Og spamfilteret er der, nyhedsbreve går hen for at dø … Undgå det ved manuelt at deaktivere passive modtagere frem for at slette dem (så har du stadig deres historik, hvis de melder sig til igen).

 

Kunne du lide, hvad du læste?

Få mere inspiration ved at tilmelde dig vores månedlige nyhedsbrev Loyalty Insight.

Websitet bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på websitet og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.Læs mere her