Loyalitetsinteresse skaber medarbejdervækst hos InterMail

Nyhed

Loyalitetsinteresse skaber medarbejdervækst hos InterMail

Danske virksomheder viser i stigende grad interesse for at bygge stærkere relationer til deres kunder i en tid, hvor forbrugerne bliver bombarderet med tilbud på alle platforme. Derfor udvider vi nu medarbejderstaben med to nye medarbejdere, der skal være med til at sikre, at vi som kommunikationshus kan tilføre kunderne værdi med de bedste loyalitetsprogrammer.

 

Forbrugerne har i dag tæt på ingen loyalitet overfor de virksomheder, de handler hos. Det er en realitet, som stort set alle salgs- og marketingdirektører kæmper med at finde en løsning på. Hos InterMail har vi stor succes med netop at skabe enkle skræddersyede loyalitetsprogrammer, der kan fastholde og skabe tilfredse kunder – og dermed mersalg.

Derfor har vi netop ansat to nye seniorprofiler. Jens Vandborg, som kommer fra en stilling som Client Director hos Kaplan, kommer til InterMail i en nyoprettet stilling som loyalitetschef, hvor han som ”loyalitets-ninja” skal binde rådgivning omkring kundefastholdelse sammen med en strategisk tilgang til personaliseret kundekommunikation for InterMails kunder, forklarer CEO hos InterMail, Anders Ertmann.

– De virksomheder, der knækker koden omkring marketing automation og relevant kundekommunikation, vil få et mærkbart forspring i det forbrugermarked, der er i dag. Det betyder naturligvis også, at vi skal have de bedste medarbejdere til at opbygge vores loyalitetsprogrammer og drive vores produktudvikling for at forblive et attraktivt valg for vores kunder, siger Anders Ertmann.

– Jens Vandborg har omfattende erfaring fra både konsulentrollen og på kundesiden i at arbejde med loyalitet og udnyttelse af data til at skabe værdifulde kundeklubber. Hans viden om hvordan man udvikler, implementerer og drifter de største kundeloyalitetsprojekter- og klubber, giver os en stor fordel i vores hastige udviklingsarbejde i InterMail, siger Anders Ertmann.

Vigtigt skridt i nyt fokus

Foruden Jens Vandborg er også Terje Gilbu ansat som ny Key Account Manager. Han kommer med erfaring fra FK Distribution og JP/Politikens Hus samt senest fra eget reklamebureau. Terje tager kunder og forretningsområder med til InterMail, hvor han vil arbejde med omnichannel markedskommunikation, relationsmarkedsføring og loyalitetsklubber.

Hvor InterMail tidligere har haft et stort forretningsområde inden for print- og konvolutproduktion, er det den digitale del af virksomheden, der skal skabe vækst i fremtiden. Derfor betoner Anders Ertmann også, at tilførelsen af de nye kræfter kun er de første af flere investeringer i digitale kompetencer i løbet af det kommende år.

– Vi er sikre på, at InterMail vil få en fremtrædende rolle på markedet for kundeloyalitet, marketing automation og dataanalyse. Derfor er tilgangen af Jens og Terje med til at vise, hvor vi gerne vil hen som virksomhed, siger han.