InterMail tredobler resultatet i første halvår

Nyhed

InterMail tredobler resultatet i første halvår

Corona har sat yderligere skub i effektivisering og digitalisering i børsnoterede InterMail, der trods en faldende omsætning i første halvår tredobler resultatet og forbedrer ebitda med 11 pct.

”Det er en fantastisk følelse, og jeg er stolt over, at vores strategi virker og bærer frugt. Det understreger vi med de her stærke resultater skabt af vores dygtige medarbejdere. Men det stopper ikke her, det vil fortsætte de kommende år. Det er første gang, at jeg tør sige det,” siger adm. direktør i InterMail Anders Ertmann. Adm. direktør Anders Ertmann: Vi er en sund forretning nu – vi går efter massiv vækst de kommende år

Næste skridt er at fordoble omsætningen i 2023 til over 200 mio. kr. fra forventede 105-120 mio. kr. i år. Halvdelen af væksten skal komme fra opkøb, den anden halvdel fra organisk vækst. Opkøbsjagten indledte InterMail i september sidste år med købet af rådgivningsvirksomheden Response Optimizer. I år ventes yderligere opkøb.

”Vi kan endelig se fremad. Vi har i dag en mere ren forretning, hvor vi kan accelerere den digitale vækst og komme dybere ind hos kunderne fremfor at brede os ud over for meget. Vi har sat fokus på kerneforretningen, og så har vi lært at sige nej til opgaver, som vi ikke tjener penge på. Om tre år vil vi være de største indenfor datadrevet kommunikation,” siger Anders Ertmann.

InterMails hovedforretning består i dag af at opbygge datadrevne kommunikationsløsninger for kunder som f.eks. YouSee, SAS, Falck, Santander Consumer Bank og Bonnier i Danmark, Sverige og Norge.