InterMail opnår bedste resultat i seks år

Nyhed

Sidste års underskud på 4 mio. kr. er vendt til et overskud på 3,6 mio. kr. i 2020/21. Det er det bedste resultat for virksomheden i seks år. Resultatet af den primære drift før afskrivninger (EBITDA) steg til 22,6 mio. kr. fra 15,3 mio. kr. året før – en forbedring på over 47 pct.

”Det er et rigtig flot regnskab. Vi har bevist, at vores forretningsmodel med at fokusere på kerneforretningen virker og skaber stærke resultater. Havde vi ikke haft corona, havde regnskabet set endnu bedre ud,” siger adm. direktør Anders Ertmann.

Omsætningen i 2020/21 faldt til 106,2 mio. kr. fra 112,7 mio. kr. året før, hvilket er et bevidst kalkuleret fald, da InterMail har afviklet forretningsområdet for tryksager.

”Vi har pillet 40 mio. kr. ud af forretningen de sidste fire år på papir og tryksager og erstattet det med digital omsætning. Nu har vi strukturen på plads til at skrue endnu mere op for væksten,” siger Anders Ertmann.

Halvdelen af væksten skal komme fra opkøb, den anden halvdel fra organisk vækst. Opkøbsjagten indledte InterMail allerede sidste år med købet af rådgivningsvirksomheden Response Optimizer og i oktober i år overtog InterMail det digitale bureau Selected Media Advisory, der er specialiseret i digital lead-generering.

”Vi vil accelerere den digitale transformation de kommende år ved opkøb af flere digitale virksomheder, der passer ind i vores strategi. Vi går efter en forretning, der i 2023 er dobbelt så stor som i dag,” siger Anders Ertmann.

Den digitale andel af InterMails forretning er det seneste år vokset fra godt 30 til knapt 40 pct. af omsætningen. Det kommende år ventes andelen at runde 40 pct., og senest i 2023/24 ventes den at udgøre mere end halvdelen af forretningen.

”Det kommende år ser lyst og spændende ud. Det kan jeg sige med god ro i maven. Det er de helt rigtige kunder, der kommer ind i forretningen, og vi sælger de rette produkter. Jeg er sikker på, at vi nok skal nå vores mål for de kommende år.”