InterMail i nyt analysesamarbejde med Geomatic

Nyhed

InterMail i nyt analysesamarbejde med Geomatic

InterMail Danmark har indgået samarbejde med data- og analysehuset Geomatic om levering af kundeanalyser og segmentering til brug for virksomhedens arbejde med personaliseret markedsføring for B2C-virksomheder.

 

“Vores kunder efterspørger bedre segmenteringsmuligheder, og derfor har vi valgt at alliere os med Geomatic,” fortæller CEO, Anders Ertmann.

Samarbejdet giver InterMail mulighed for at tilbyde kundeanalyser, der skaber en øget indsigt i InterMails kunders markeder. Med et databaseret analysegrundlag kan der skabes marketingkampagner med større respons og engagement:

”Et godt tilbud, en nyhed, service eller varer, der passer til ens behov, er jo lige dét, alle forbrugere ønsker sig fra de virksomheder, de handler med. Og fordi vi alle modtager så mange tilbud hele tiden, er det naturligvis vigtigt for vores kunder, at de fremstår som relevante for modtageren. Det er dét, vi med en kombination af kundeanalyserne og vores services til personaliseret markedsføring skaber de optimale forudsætninger til for vores kunder,” forklarer Anders Ertmann.

Geomatics analyser er efterspurgte

Med samarbejdet udvider data- og analysehuset Geomatic sin position på markedet for kundeanalyser til B2C-virksomheder:

”Vi ser frem til at kunne integrere vores analyse- og segmenteringsarbejde med den praktiske eksekvering hos InterMail-teamet,” siger seniorkonsulent og partner i Geomatic, Lars Groth, og uddyber:

”Markedet bevæger sig bestemt i retning af at foretrække leverandører, der samarbejder på tværs af de enkelte led i kæden i forhold til kunden og med dette samarbejde styrker vi vores portefølje af samarbejder, der sikrer netop dette”.

Fra generelle kundeanalyser til segmenterede budskaber

B2C-virksomhedernes efterspørgsel på mere specialiserede analyser er voksende. Hvor det tidligere var mere almindeligt at arbejde med en generel analyse af hele kundedatabasen, ønsker virksomhederne i stigende grad at komme tættere på den enkelte kunde:

”Vi oplever en stor interesse for vores RFM-analyser, der udover at inddele kunderne efter den omsætning, de skaber for virksomheden, også beskriver værdisegmenterne ud fra en række forskellige variable, så virksomhederne får en større forståelse af kundegrupperne og deres præferencer,” fortæller Lars Groth.

Udover inddelingen af kunder efter omsætning, er geografien også et parameter, der spiller en aktiv rolle i InterMails kampagner:

”Viden om, hvilken butik, filial eller afdeling, der befinder sig tættest på kunden er et naturligt parameter at inddele efter, og det kombinerer vi altså nu med muligheden for at koble ekstra eksterne data på segmenterne til at identificere og forstå de regionale forbrugspræferencer,” fortæller Terje Gilbu, der er Key Account Manager hos InterMail og har mange års erfaring med conzoom®.

Om Geomatic

Geomatic er et data- og analysehus, der løser opgaver inden for rådgivning om og behandling af data. Vi strukturerer, analyserer og beriger data for at hjælpe vores kunder med bl.a. master data management, segmentering og modellering, så de kan træffe de bedst mulige datadrevne beslutninger. www.geomatic.dk