Mediemix, salat og bang for your for buck!

15. marts, 2018

Mediemix, salat og bang for your for buck!

Du læser på nettet lige nu. 50 % af annoncekronerne bliver brugt her. Men der er en verden udenfor. Få vores indspark til, hvordan du får mest ud af de andre 50 % – og hvad det har med salat at gøre.

Vi skriver 2018, og de fleste har indset, at internettet er kommet for at blive. De sidste mange år har det snarere handlet om, hvad der så ikke skulle blive. Især alle former for trykte medier er blevet spået en snarlig død. Alligevel lever de i bedste velgående, og det er rigtig godt, for uden forskellige medier bliver det altså svært at lave et mediemix. Heldigvis behøver det ikke være svært at lave et godt mix – faktisk er det ikke så meget anderledes, end når du skal lave en god salat.

Opskriften på et godt mix

Forestil dig, at du skal servere en salat for en særlig gæst, du gerne vil gøre indtryk på. Selvfølgelig skal der en eller anden form for salat i, men du kunne næppe finde på bare at smække et helt salathoved på bordet. Salat kan sagtens være hovedingrediensen, men i sig selv giver den næppe din gæst de bedste minder. Du blander den selvfølgelig med alt muligt andet lækkert, så det bliver en farverig helhed, der bliver lagt mærke til.

Okay: Prøv nu i det ovenstående at erstatte “salat” med “digital markedsføring”. Og erstat “gæst” med “målgruppe”. Så har du en ide om, hvorfor det er en rigtig god ide at arbejde med kombinationen af on- og offline, og ikke blot gå rent digitalt. Og hvis du vil have en forklaring med lidt flere kalorier i end salaten, så giver vi dig også det.

Grunden til, at du både skal kommunikere on- og offline

Der er en meget enkel grund til, at du bør kombinere online og offline: Tallene viser det. Du får simpelthen mere for pengene på den måde. Hos InterMail driver vi nogle af Nordens største loyalitetsprogrammer, så vi har en del erfaring med at sende digitale nyhedsbreve ud – men vi anbefaler alligevel næsten altid vores kunder at supplere dem med fysiske udsendelser. Vi ved nemlig, at responsraten forøges med 45 %, når man kombinerer web, e-mail og mobil med fysiske forsendelser.

Det handler kort sagt om, at du bedre kan huske det, der skiller sig ud. Og virkeligheden er, at vi i dag får bunker af mails – faktisk så mange, at 78 % ryger ud uden nogensinde at blive åbnet. Et fysisk brev, leveret i din postkasse og med dit navn udenpå, er derimod en helt lille begivenhed. Derfor er der meget større chance for, at din DM bliver læst, og at der efterfølgende bliver taget action på den.

Langt større chance for respons

Og du behøver ikke at tage vores ord for det: Ifølge den britiske organisation DMA er der fx hele 44 % chance for, at forbrugere besøger en hjemmeside, efter de har modtaget en direct mail. Med et nyhedsbrev ligger sandsynligheden på mere beskedne 3 %. I tillæg mener 56 % af forbrugerne, at trykt materiale er den mest troværdige form for markedsføring.

Du kan ikke adblocke et brev

Hvis du er med så langt, kunne du måske finde på at indvende, at det ikke passer for lige netop din målgruppe, fx hvis de er digitalt indfødte. Men effekten gælder i endnu højere grad dem. For jo mere digitale folk er, desto større er risikoen for, at de adblocker din digitale kampagne. Men du kan stadig ikke adblocke et fysisk brev.

Og ja, du kan målrette det og personalisere det i lige så høj grad som online kommunikation. Og måle på ROI. Men det er rigtigt, at prisen for en DM er højere end for et lignende budskab serveret digitalt. Men når du tager responsen med i regnestykket, er kontaktprisen pr. stk. ikke nødvendigvis højere. Og netop derfor anbefaler vi kombinationen af de to, så du får det bedste fra begge verdener.

 

Kunne du lide, hvad du læste?

Få mere inspiration ved at tilmelde dig vores månedlige nyhedsbrev Loyalty Insight.

Websitet bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på websitet og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.Læs mere her