De 3 spørgsmål, jeg oftest får om moderne arketyper

16. maj 2019

De 3 spørgsmål, jeg oftest får om moderne arketyper

Moderne arketyper er et effektivt redskab, når man arbejder med brands, men de er ikke nødvendigvis pensum på marketinguddannelserne. Derfor hører Thomas Wagner ofte de samme spørgsmål. Svarene får du her.

 

Jeg har for nylig afholdt to velbesøgte morgenseminarer om de moderne arketyper under overskriften ”Emotional branding og moderne arketyper i marketing og strategi”.

En af de vigtigste pointer var, at brands, der kommunikerer til forbrugernes følelser, opnår 4 gange så hurtig vækst.

(Har du ikke allerede stiftet bekendtskab med moderne arketyper, kan du med fordel læse min introduktion til dem her.)

Når jeg fortæller om arketyperne, er der som regel tre spørgsmål, der går igen. Sådan var det også denne gang, uanset om vi var i Danmark eller Sverige. Og da det er gode spørgsmål, vil svarene forhåbentlig også interessere dig, kære læser. Lad os begynde med det allermest populære:

1) Hvad er forskellen på moderne og klassiske arketyper?

En del har hørt om Jungs arketyper – det er dem, vi kalder de klassiske arketyper. Og hvordan adskiller de sig så fra de moderne? Skal man opsummere det med et ord, handler det om repræsentation.

Det er omkring 100 år siden, at Jung udviklede sin teori. Man kan roligt sige, at der er sket meget i den mellemliggende tid (kvindefrigørelse, ungdomsoprør og derudaf), og derfor er den store forskel, at de moderne arketyper er repræsentative for de mennesker, der lever i 2019 – kvinder såvel som mænd.

Vores model er af samme grund baseret på den nyeste forskning fra Nancy Krieger, ph.d. og en førende international ekspert i moderne arketyper.

2) Hvad betyder arketyperne for vores personamodeller?

Personamodeller er et velkendt værktøj i mange virksomheder. Derfor er det også naturligt at ville vide noget om forholdet mellem arketyper og personaer. Skal man fx skrotte sine møjsommeligt udarbejdede personaer til fordel for de moderne arketyper?

Det korte svar er nej. Det lidt længere svar er, at arketyperne øger forklaringsgraden i personamodellerne. Taler du med et mediebureau om, hvem din målgruppe er, vil de tage udgangspunkt i demografi og adfærd. Arketyperne går et skridt længere – de kan forklare, hvorfor adfærden er, som den er, og derfor kan du faktisk bruge dem til at styrke dine personaer. De lægger så at sige endnu et lag på forståelsen.

3) Hvad er fordelingen på de forskellige arketyper?

Endnu et spændende spørgsmål, som vi også rigtig gerne selv vil kende svaret på. Men på trods af, at vi efterhånden har gennemført rigtig mange arketypeanalyser, og dermed har masser af data, så har disse analyser været på vegne af brands inden for bestemte brancher. Resultaterne er derfor superrelevante for de enkelte brands og deres målgrupper, men ikke nødvendigvis repræsentative for hele befolkningen.

Den gode nyhed er, at vi er i gang med en større analyse, som snart vil give os svaret på, hvor mange der er af de forskellige arketyper. I første omgang i Danmark, og sidenhen også i Sverige. Det kommer du helt sikkert til at høre mere om, når vi har resultaterne.

Indtil da kan du begynde med at læse vores whitepaper ”Moderne Arketyper – fundamentet for et stærkt brand”, som du bestiller lige her.

Kunne du lide, hvad du læste?

Få mere inspiration ved at tilmelde dig vores månedlige nyhedsbrev Loyalty Insight.

Websitet bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på websitet og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.Læs mere her