Det blev en dag i vækstens tegn, hvor ca. 300 deltagere fik fyldt hovederne med kreative vækstideer. Fra morgenstunden redegjorde erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen for regeringens vækstplaner. Her blev linjerne trukket op og spørgsmål fra salen blev besvaret præcist i forhold til regeringens udlæg, med de muligheder det giver. Troels Lund Poulsen gjorde indlægget levende og var en fornøjelse.

Dennis Balslev, Adm. Direktør for IKEA, præsenterede en virksomhed med højt til loftet hvor der er plads til vækst gennem kundefokus og medarbejderudvikling. En berigende og god fortælling om en Nordisk virksomhed der altid er på vej og stræber efter at møde kundens virkelighed. For som Dennis Balslev sagde ”Vi lytter til vore kunder”

Efter en eftermiddag hvor de mange deltagere kunne vælge spor efter behag, sluttede dagen af med Mikael Bertelsen, Kanalchef Radio24syv. Her blev smilebåndene fundet frem og latteren fik frit løb, da Mikael Bertelsen fortalte om, hvordan det hele startede og hvordan man igennem mange år har drevet andre radio og tv kanaler. Et levende og godt indlæg, hvor Mikael ikke var bange for at bruge sig selv i ”Kunsten at turde fejle” og det at vende selv de mest umulige ”dummerter” til en fordel.

En fantastisk dag, hvor der var rig lejlighed til at ”få noget med hjem”.