Om SOS Børnebyerne

SOS Børnebyerne er en af verdens største private humanitære børneorganisationer. I over 60 år har de arbejdet på at sikre forældreløse og udsatte børn et kærligt hjem og en tryg opvækst i en familie. SOS Børnebyerne er i dag til stede i over 130 lande over hele verden.

SOS Børnebyerne i Danmark er medlem af paraplyorganisationen SOS Børnebyerne International. Den globale føderation koordinerer arbejdet og sikrer, at hjælpen fra de mange forskellige bidragydere og lande bliver administreret effektivt, og at indsatsen overalt i verden følger SOS Børnebyernes principper.

SOS Børnebyernes udfordring

SOS Børnebyerne har konstant fokus på at holde deres udgifter nede, og i 2014 gik kun 6,4 procent til administration. Administration er nødvendig for at sikre, at pengene når frem og at faddere og andre bidragydere, får de informationer, de har brug for.

For at kunne hjælpe endnu flere forældreløse og udsatte børn fremover, gennemfører SOS Børnebyerne løbende nye kampagner og initiativer, der giver flere penge til hjælpearbejdet. SOS Børnebyerne har en målsætning om, at hver gang de investerer én krone i nye kampagner, skal det give mindst fem kroner i nye indtægter. En af de nye aktiviteter i 2015 var landsindsamlingen, der gav 5,6 mio. kr. med hjælp fra 4.300 frivillige indsamlere.

Vores løsning

StroedeRalton hjælper SOS Børnebyerne med at producere og pakke materialet til deres landsindsamling. Et “indsamlingskit” består f.eks. af et personligt informationsbrev til indsamleren, en personlig rutevejledning, mærkater til at sætte på tøjet, indsamlingsbøsse, informationsfolder samt et vred foldere, som indsamleren kan lægge i postkassen der, hvor ingen er hjemme på indsamlingsdagen.

”StroedeRalton er effektive og har en fleksibel og konstruktiv tilgang til samarbejdet. Det betyder, at vi kan koncentrere os om vores kommunikation og kampagner – og trygt overlade pakning, print og kuvertering til fagfolkene,” siger Jakob Kjøller, der er kampagneleder hos SOS Børnebyerne.